85.000 har sikret sig billetter til Madonnas koncert og ved hver indgangsdør skal der flere tusinde gæster igennem på meget kort tid. Det er derfor essentielt, at billetscanningssystemet virker.
Axcess installerer trådløst netværk i Forum i Horsens sammen med Accessdata, som leverer scanningssystemet, hvilket sikrer, at ingen kan se Madonna ’gratis’ d. 24. august.
"Vi er meget opmærksomme på problematikken omkring falske billetter og ved af erfaring, at der altid er nogle, som forsøger at benytte falske billetter", udtaler Accessdatas direktør Klaus Skaarup, som sammen med Axcess, står for etableringen af det trådløse netværk.
Hver billet har en unik stregkode, som bliver scannet ved indgangen til koncerten, så derfor kan det ikke betale sig at snyde.
"Grundet et højt krav om sikkerhed og oppetid, benytter vi den nye "wireless mesh" teknologi med meget stærk kryptering og dublering af udstyr" udtaler Concept manager, Svend Pedersen, Axcess og fortsætter: "For at sikre, at det er en ægte billet, sender scanneren informationer videre til billetservere i et kontrolrum, som tjekker informationerne og giver besked tilbage til scanneren med information om billettens gyldighed."
"Elektronisk adgangskontrol indgår som et vigtigt element i vores billethåndtering, der hindrer forsøg på misbrug samt giver et unikt overblik over antallet af publikummer" tilføjer Jeppe Michael Jensen, direktør for Billetlugen A/S, som står for salget af billetter og fortsætter: "I forbindelse med koncerterne i Horsens, som er de hidtil største udendørs arrangementer på dansk grund, har vi valgt at samarbejde med Axcess, for at få stillet den nødvendige netværksinfrastruktur til rådighed. Dette er en forudsætning for en problemfri håndtering af den meget store publikumsmængde".
Samme set-up benyttes til Rolling Stones koncerten d. 3.9 i Horsens.