Region Sjælland, én af landets nye fem regioner, har ved udbud valgt Axcess A/S til at levere, installere og drive regionens nye netværk i de kommende 3-5 år.
Region Sjælland består af de tre amter Roskilde Amt, Vestsjællands Amt og Storstrøms Amt, og vil fra 1. januar 2007 skulle udføre en lang række opgaver inden for sundhedsvæsenet, det sociale område og den regionale udvikling. Som et led i at kunne varetage disse opgaver optimalt kræves en robust og driftssikker infrastruktur.
Netværket vil forbinde regionens amtsgårde og sygehuse og servicere datakommunikation mellem regionens lokaliteter for de ca. 16.000 ansatte.
Som underleverandør leverer SEAS-NVE fiberkapacitet. Netværket vil være fuldt redundant med en kapacitet på 2 Gbit/s. De aktive komponenter i løsningen baseres på udstyr fra Cisco Systems. Som Cisco Gold Partner, og med mange års erfaring i design og drift af denne type løsninger, leverer Axcess kompetencer til installation og drift af den samlede løsning.
Der har fra regionens side været lagt stor vægt på løsningens tilgængelighed og sikkerhed. It-chef Mogens Dam fra Roskilde Amt udtaler: "Løsningen fra Axcess og SEAS-NVE lever til fulde op til vores krav. Naturen af de opgaver som skal løses i den nye region kræver, at vi har en yderst pålidelig infrastruktur på tværs af tidligere amtsgrænser. Endvidere har vi stor fokus på at løsningen understøtter de services som vi skal bruge infrastrukturen til og at netværket leveres til tiden. Med Axcess' kompetencer inden for projektledelse, implementering og sikkerhed føler vi os overbeviste om, at vi har valgt rigtigt med løsningen fra Axcess og SEAS-NVE."
"Den løsning som vi får lov at levere til Region Sjælland er et godt eksempel på hvordan Axcess arbejder. Sammen med gode partnere som SEAS-NVE og Cisco kan vi levere en total og integreret løsning, som giver regionen en solid og fremtidssikret infrastruktur der leveres af én hovedleverandør med det fulde ansvar. Vi ser det i Axcess som en god start på de mange spændende projekter som vi forventer i forbindelse med etableringen af det nye offentlige Danmark" udtaler adm. direktør for Axcess, Stig Abildsø.
Axcess vandt i tæt samarbejde med SEAS-NVE aftalen mod konkurrenter fra blandt andet TDC, HP og KMD.
Billedet: Axcess' salgschef Kåre Christensen og Jens Andersen, direktør for Region Sjælland skriver kontrakten under.